søndag den 10. marts 2013

Mariæ Bebudelse

Lukas er ikke gynækolog


 Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38


Kontekst

Bemærk, at teksten er en hel tekst, at den handler om Maria, men at den begynder og slutter med Elisabeth; som tidsangivelse først og som power-ord til sidst.

Fortællingen om Maria, der "udnævnes til gravid" er en del af en slags fuga (Luk 1-2) hvor den gamle pagt og den nye pagt så at sige synger duet og kanon (Zakarias' lovsang, Marias lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang) og sammen skubber historien fremad, mens det nye overstråler det gamle.

Maria og Elisabeth bliver gravide med et halvt års mellemrum. Fortællingen om Elisabeth følger et 
Abraham/Sara motiv og har templet som omdrejningspunkt med manden i centrum og en præstekalender som tidangivelse.

"Den nye førstestemme" har kvinden i centrum og har hele verdens kalender (Augustus) som tidsangivelse). Men typisk for Lukas fortælles det som samlet udvikling - ikke et brud.

Dogmet om jomfruen

Maria mistede sin dyd ved Højesteret i 1916. Sådan kan man fortælle dansk kirkehistorie, idet præsten fra Vaalse fik lov at mene at Maria måske ikke teknisk set var jomfru. Det vakte en del postyr og præsten kom under en anden biskops tilsyn (lex Vaalse).

Men hvorfor er det vigtigt at hun er jomfru - altså ikke har haft sex?
Det er vigtigt, hvis man synes at sex er noget griseri og noget socialt farligt, så kan Maria blive en dydsmodel, som overgår alle ved at at kunne blive mor uden sex.

En sådan disciplinerende funktion tjener ikke et evangelium, som har frihed som sit kendetegn.

At hun er jomfru er et dogme. Et dogme er en kirkelig læresætning. At den er kirkelig betyder at den lærer om kirkens herre, Kristus. At han er kristus betyder, at han er frelser. Et dogme har altså den funktion at sikre frelsen. 

Kan Jesus ikke være frelser, hvis Maria ikke er jomfru? I følge visse tankerækker ikke! Følger man tanken om arvesynden, er det nødvendigt at een, som ikke er behæftet med arvesynd betaler prisen for alle, som er behæftet med arvesynd.

Derfor er det i følge dette ræsonnement nødvendigt, at Maria ikke har haft sex, fordi hendes afkom i dette tilfælde ikke er behæftet med den synd som nedarves gennem sex (den ubesmittede undfangelse) og dette afkom dør uden at have fortjent det som dene eneste, hvorved alle, der har fortjent det går fri.

Men hvad nu hvis synd bare er noget, der er der og ikke smitter på den måde? Og hvad nu hvis Jesus er Guds søn efter en anden opskrift (fx "udnævnelse" som i Markusevangeliet)?

Jeg har en uvilje mod dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Vil kirken miste magt? Jeg elsker at sysle med dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Er Kristus da død forgæves? (frelse eller ej).

Lukas giver ikke dogmatiske svar på, hvorfor Helligånden så at sige skal være far sammen med den højestes skyggende kraft. Det eneste svar vi får er, at han skal kaldes Hellig, Guds Søn.

For mig er Maria bebudelse en tilbagevendende åndelig leg: At tænke Gud ind i verden og mig selv ud af den i samme bevægelse; eller rettere: Gud ind i min verden og jeg ind i Hans. Befrugtelse er slet ikke noget tosset billede i den sammenhæng. 

Til en Pi-prædiken skal bruges et forvandlingsbillede og det bedste jeg kan finde er i salmen: Nu kom der bud: Lad mig blive gravid med himmelen! 


Disposition 1: Jeg bliver benådet fra min dobbelthed

Fortælling:
Jeg kender Guds vilje med mig og ved, at han vil sætte mig fri - alligevel lever jeg med hårde krav til mig selv, et pres, en nederen, en hårdhed. De to stemmer taler til hinanden ligesom de to stemmer i Lukas' indledning: Den gamle pagt og den nye pagt. Den gamle pagt hedder: Jeg skal komme efter dig/vent til Far kommer hjem. Den nye hedder: Jeg ved du kan, for jeg elsker dig.

Forvandling.
Jeg modtager en hilsen, som forskrækker mig: Du benådede. Jeg er benådet fra min dobbelthed. (det er skrækkeligt, fordi jeg er afhængig af den gamle pagt).

Landsætning:
Jeg vil gå og grunde over, hvad den hilsen skal betyde. Jeg vil holde op med at frygte at være benådet. Jeg vil møde andre mennesker med bevidstheden om denne dobbelthed og de krav vi stiller til os selv. Jeg vil være nænsom.

Disposition 2: Jeg har himlen i maven

Fortælling:
Jeg elsker Mariæ bebudelse, fordi jeg ved, at denne kundgørelse af denne graviditet er til for mig. 

Forvandling:
Jeg bliver overskygget af Guds kraft og noget i ig lever og gror: Det er himlen. I mig, i min mave er nu sol og blå farve. Det er ikke kun uden for mig, uopnåeligt.

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og dele ud af blåhed og stråler, som lever i mig.















Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar