Søndag septuagesima, første række

Forskellige tidshistoriske kontekster - men ondt i r.... er nok en universel lidelse

Matt 20,1-16

Til alle tider har mennesker haft svært ved at unde hinanden noget. Kain slog vist Abel ihjel af den grund - og langt de fleste drab er jalousidrab. På dansk hedder det jævnt at have ondt i røven, hvilket i praksis er en kraftoverførsel, idet den lidende part ofte har ondt i den legemsdel, som han netop ikke sidder på, men som andre sidder på (se Martha og Maria).

I dagens tekst er misundelsens genstand "at få himmeriget". Lignelsen er rettet mod mennesker, som kunne finde på at give ondt af sig, fordi nogle bliver "hyret" i 11. time.

I vil blive skuffede, når I ser, hvem der bliver frelst!

Til særligt fromme mennesker, som mener om sig selv, at de med deres praksis og tro kommer i himmeriget, mens andre, med deres ringe levned kommer i helvede, er det rart at bruge denne lignelse: I bliver skuffede, når i møder os andre. 

Desværre tror jeg ikke den slags fromme findes mere - og det evige liv som trofæ er et ringe stridsæble, da vi vist har mistet evnen til at forestille os livet i opstandelsen konkret.

Jeg øver mig hver dag i at tænke det evige liv konkret, selvom jeg hele tiden gør et nummer ud af, at evighed er noget væsensforskelligt fra tid (det giver heller ikke mening at tale om "til evig tid" da tid er noget andet end evig. Det skal hedde "evigtid" for så er det en anden slags tid).

Historiske kontekster

Jeg ser for sig, at dagens lignelse har forskellige funktioner til forskellige tider. 

Hvis Jesus virkelig har stået og fortalt den (tid 1), er målgruppen misundelige rettroende jøder, som har nederen over, at nogen, som ikke har levet rettroende (før i sidste øjeblik) loves den samme evighed, som dem.

Tid 2 er affattelsestiden. Da ham, vi kalder Matthæus, skrev ordene ned, kunne konteksten være et ligestillingsproblem i menigheden i slutningen af det første århundrede - altså et disciplinarproblem.

Eftersom lignelsen handler om lighed, er det påfaldende, at slutordet handler om forskel (først og sidst). Den er lidt skæv i en ellers helstøbt og fint opbygget lignelse. Perikopen er i øvrigt hel.

Lær mig at elske min opstandelse og fri mig fra ondt i røven

For at forstå lignelsen, skal jeg forstå lønnen. Hvis jeg vil bruge lignelsen til min tro, må jeg lære at tro lønnen som noget virkeligt.

Der er altså to øvelser, der følges ad: at undgå at have nederen over andres løn (frelse) og at forstå, hvad frelse er (evigt liv).

Måske er misundelse noget man vikler sig ind i, mens opstandelse er noget, man opnår, når man har viklet sig ud. Tid er indvikling, evighed er udvikling fra tid.

Disposition

Fortælling

Jeg vil fortælle om en uretfærdighed, som nager mig. Om mit eget slid og de andre, der slipper for let. Jeg vil fortælle om, hvor godt de har det, alle dem, der altid skulker og dukker op i sidste øjeblik og spørger om der er noget de skal gøre - om hvordan deres blærede grin vækker mit had. Jeg vil fortælle om, hvor meget, jeg trænger til at blive viklet ud af den følelse.

Forvandling

Jeg skal leve evigt. Der venter mig en tilværelse hjemme hos Gud - en tilværelse, der overgår alt. Jeg får den, fordi Jesus har betalt - og jeg tror det. I dette perspektiv bliver, hvad den ene får og hvad den anden får en forsvindende bagatel. Og skulle det nage, husker jeg, at evighed er noget andet end tid. Jeg kan kun føle mig snydt i tiden - ikke i evigheden. Snydt bliver man over det, man ikke nåede at få. "Nå" betyder tidsramme.

Landsætning

Jeg har en aftale med Gud. Han under mig sin evighed, givet med hans søns død. Han under mig dette - hvad under jeg min næste? Jeg vil gå fra kirke og øve mig: Jeg vil øve mig på at unde andre alt og glæde mig over, at alt er givet til mig.

Dagen Septuagesima

Septuagesima betyder den 70. Der er 70 dage til påskens befrielse og denne gudstjeneste tæller ned med en iscenesættelse fra de 70 år i Babylonsk fangenskab: Vi er i eksil i tiden, indtil vi bliver befriet ved Kristi opstandelse.

Denne scene kan være en prædiken i sig selv.