søndag den 16. december 2012

4. søndag i advent, første række

Kunsten at tænke Ånden ud af sin dåb..

(opskriften på søndagens prædiken står nederst i dette indlæg)

Johs 1,19-28

19 Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« 20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« 21 »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. 22 Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« 23 Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt af farisæerne, 25 og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« 26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, 27 han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« 28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Hvorfor har evangelierne menneskenavne?

Sætningen "Dette er Johannes' vidnesbyrd" kan være sådan en slags sætning, som har ført til, at evangelierne har fået navne. 

Vi ved ikke hvem der har skrevet Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangelierne, men der har meget tidligt været et behov for at sætte navne på - vel at mærke navne, som kunne gøre evangelierne til en slags øjenvidneberetninger: forfatterne skulle være nogen, der var tæt på Jesus selv. Det har også været vigtigt i det meste af kristenhedens historie at slå fast, at fortatterne var særligt hellige - og ligefrem helgener. 

Danske bibeloversættelser fra 1800 tallet har således stadig: "St. Matthæus' Evangelium". Skriftets hellighed cementeres ved at forfatteren er "St.", "Sanktus" altså hellig.

Det er morsomt at lege med tanken om, at tilbøjeligheden til at give evangelierne herrenavne stammer fra en skriftrulle med det, der nu hedder Johanne evangeliet - en rulle, som enten endnu ikke havde fået prologen tilføjet (den fine filosofiske indledning med "i begyndelsen var Logos...") eller måske en rulle, hvor en lille gnaver havde ædt det første, således at rullens øverste linie hedder: Dette er Johannes' vidnesbyrd.." 

Så ville læseren regne med, at hele rullen er Johannes' vidnesbyrd. Herefter stiller man så straks spørgsmålet: Hvis vidnesbyrd er de andre ruller så? Og så begynder jagten på relevante navne. Det er rent gætteri.

Faktum er det derimod, at hele kristenhedens historie minus nogle få år har kendt evangelierne med drengenavne på - og brugt disse navne til at give evangelierne kvalitet. I dag burde man måske snarere give evangelierne navne efter deres egenart og efter styrken i den version af Jesushistorien/forkyndelsen de er: F.eks: 

Diciplinarevangeliet, Lidelsesevangeliet, Herlighedsevangeliet, Visdomsevangeliet. 

Konteksten

Perikopen er ikke en hel perikope. 32-34 hører med, hvis der skal være helhed. Til den helt nære kontekst hører prologen med en ekstra Johannes Døber-overgang lige inden Døberen i søndagens tekst så at sige gentager sin "ikke-messianitet". Lige efter vores perikope kommer discipelkaldelsen. Teksten til 4. søndag i advent har altså hele skabelsen i Logosperspektiv på en ene side og en gådefuld discipelkaldelse på den anden. Den nære kontekst er ikke i kontinuitet med stykket og har en meget forskellig og meget stærk teologi. 

Min --- den har tre buler

Johannes taler meget om, hvem han ikke er og hvad hans dåb ikke har. Styrken i dagens prædiken kunne derfor være at tale om det, der ikke står, ligesom det er underforstået, at der en hat i nærværende overskrift. 

Fjerde søndag i advent kan derfor blive en mini-pinse eller en mini Trinitatis, hvor man taler om Ånd eller treenighed (Søn, Fader, Ånd er tilstede Johs 1,1-34).

Man kan selvfølgelig også fortsætte Vej-metaforikken fra resten af adventen og dermed skabe en helhed frem mod jul: Kunsten at lade et budskab få en fin jævn bane ind i sit sind.

Der er masser af fortællestof i dagens tekst, dels fordi Johannes "bliver interview'et" on location (han står i Betania i vandkanten ved sit dåbssted), dels fordi Esajas, Elias og Messias er navne som genkalder fortællinger og fremkalder forventninger: 

Skælder konger ud, laver mirakler, forudsiger roser i tørke, siger verden imod, farer til himmels i en vogn af ild og skal komme igen - nogen troede Elias var på trapperne ved Golgata, men det var et lydligt sammenfald med "Min Gud...!"

Desuden er spørgsmålet til ham et farisæerspørgsmål - og man kan holde en hel prædiken (bedst en V-prædiken) over hvad et farisæerspørgsmål er. 

Jeg træffer dog det valg at kæde jul og ånd(e) sammen og dermed lave en minipinse (også fordi menigheden er i sommerhus i pinsen):

Disposition


Fortælling: 
Jesusbarnet ligger i en krybbe. Dyrene skal lige til at spise høet og undrer sig over det lille væsen, som de smasker udenom. De gnøffer og ånder på barnets bare tæer. Det varmer og kilder. Jeg ånder i mine hånder og mærker varmen: Sådan varmer Guds Ånd(e) og gør tro levende.

Forvandling: 
Jeg tænker på min dåb og prøver at tænke den som bare vand: Et rituelt bad som ikke har noget i sig. Vandet løber over mit hoved, der siges nogen ord. smukt. Jeg prøver at tænke alt det væk, som gør mig glad for at være døbt: Varme, kærlighed, aftale, virkning, evighed, evigtmørkevæk... Og så tænker jeg det tilbage igen: Ligesom et ben, der holder op med at sove bliver min dåb igen det, den er: Helligånd, liv, glæde , kærlighed, ny begyndelse, kraft, aftale i evighed, prikker...

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke uden forvirring: Profeter skældte ud, vogne for til himmels, men min gud er et barn med kildede tæer og dåben prikker i mig og jeg prikker på andre med liv og glæde... 

(forvandlingsdelen får tyngde og alvor, hvis Elias-misforståelsen fra Golgata gøres til omdrejning: I stedet for en sensationel genkomst af en himmelvognmand er det forladthedsråbet, der forvandler - men så er vi ude i en minilangfredag).




















Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar