Kap 3 v16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. 18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. 20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. 21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
Johs 3,16-21
Lys og kærlighed:
Når foråret og sommeren og solskinnet kommer, begynder jeg at gøre lys-ting, som gør mig klogere på johannesevangeliet.
Folk bliver kåde og glade i det første lys og jeg er en af dem.
Jeg cykler mig en tur og lader solen varme mine kinder.
Jeg smiler til folk og de smiler tilbage. Vi kender ikke hinanden, men vi er glade sammen over at lyset er kommet tilbage.
Jeg tør godt smile til dem, hvilket ellers ville være en pinlig indladenhed. Jeg tør godt komme frem i lyset som en, der bare er glad for at cykle forbi nogle andre mennesker i solskin.
Mørket er væk og vi bliver bundet sammen af det nye lys.
Jeg elsker de mennesker, jeg cykler forbi, bare fordi vi er i det samme lys.
Jeg er ikke bange for at blive afsløret som en smilende tosse.
Jeg har været sur hele vinteren, men jeg tør godt stille mig ud i lyset alligevel.
Verden:
Hvis man vil holde en ordentlig v-prædiken, er det godt at huske på, hvad "verden" betyder i johannesevangeliet.
Verden er ikke bare menneskenes sted, skabt af Gud. Nej, verden er negativ: Den er stedet, hvor onde mekanismer råder og hvor kontakten til Gud er gået tabt. Mørket hersker her. Vi er en del af disse mekanismer og vi er så afhængige af dem, at vi helst ikke vil ud i lyset og blive afsløret. Denne onde verden elsker Gud! Så meget, at han giver sin søn, overgiver ham, osv...
Men hvis man vil holde en pi-prædiken vil det være på sin plads at lade vores kendskab til lys være den læsefærdighed, der gør at vi kan tyde invitationen til at komme ind i et meget stort lys.
I Johannesevangeliet bliver det, vi kender sat til at runge, det får en klangoverbygning, så det vi kender, bliver kendt i en større dimension og oversat til samvær med Gud - og samvær med mennesker:
Lys er ikke bare lys. Sandt er ikke bare sandt, brød er ikke bare brød. Det er koder til kontakt med væren i ren form.
Disposition:
Fortælling:
Jeg kender lyset og jeg genkender, at jeg elsker andre mennesker spontant, når vi er i det samme lys.
Forvandling:
Jeg får en invitation af Gud: Læs med lys, at det lys du kender er større end du kan fatte: Overgiv dig til lyset ved at tro på at Gud har foretaget en overgivelse. Mørket kan stadig få fat i dig, men dets magt er brudt og du er med i denne bevægelse.
Landsætning:
Elsk nu i lys. Brug erfaringen af lys og brug øvelsen at tro til at tænke det mørke væk, som har mistet sin magt. Det mørke, der nogle gange sænker sig over mennesker og mellem mennesker kan tænkes væk og skubbes ud. Så lyset vinder: Med venner i lys vi tale.
Med venner i lys vi tale:
PS: et billede:
Et menneske lægger sig til at sove i ensomhed, i ked af det hed. Lyset bliver slukket. Mobilen bliver sat til kl 0630, alarm til. Der er mørkt. Så lyser telefonen: Et menneske vil noget: skal vi ses...?
Vedr at hade lyset: se indlægget til trinitatis søndag
tirsdag den 30. maj 2017
Pinsedag
Pinsedag
Vi grammatikere, fonetikere, hermeneutikere og semioter. Vi fra adfærdsvideskaberne, socialvidenskaberne og egnene omkring medicinsk tilgang til hjernen - vi prøver alle at forstå, hvad sprog er. Men det er større end os. Og vi forstår kun dette større, når vi når hinanden. Når vi når hinanden er vi sammen med det, der er større end sproget. Ånd, Gud.
Pinsedag prædiker jeg over teksten fra Apostlenes Gerninger og læser evangeliet fra alteret som et varsel.
Hvis man vælger at prædike over Johannesteksten, er det på sin plads at opsummere hele Jesu afskedstale (som vi altså får begyndelsen af til sidst til pinse). Denne tale er komponeret som en afskedstale fra sin samtid (noget man lægger i munden på store personer, der derved får lejlighed til at fremstå som betydningfulde for eftertiden), men adskiller sig fra alle andre afskedstaler ved at love et ligeså om end ikke ligefrem mere fuldendt fællesskab i fraværet.
Til en pi-prædiken vil fortælledelen være en beskrivelse af kærlighed, måske ligefrem forelskelse og hvad adskillelse gør ved denne tilstand. Den forstærker og binder. Næsten overnaturlige oplevelser af fælles krop og lange afstande er almindelige.
Forvandlingsdelen vil være en understregning af hele afskedstalens næsten hypnotiske gentagelse af talsmandens gerning, som i kvalitet og virke smelter sammen med Sønnens gerning. Det hele er et samvær med Gud gennestrømmet af kærlighed. Sanset og forstået af den der elsker og savner.
Landsætningsdelen vil være være klar johannæisk: når Gud har elsket os således, elsker vi hinanden.
Vælger man Apostlenes Gerninger, er der mulighed for at lave et Babelstårn på hovedet, der har fundamentet i himlen og spidsen stikkende ned på jorden som et kys.
Manglende sprog kan malende være både det positive billede og det negative. Negativt, at man ikke når hinanden, fx når fag bliver til båse. Positive: ordløs, målløs, in-fant. Børn har sprog før de kan tale. Før ordene lejres melodien i dem og alligevel kaldes de infantile. ...
Jeg kunne tænke mig en pinseprædiken, hvor ånd er at nå hinanden og nå Gud og hvor sprogets store system af lyde og gebærder forsvinder som fundament og lægges i himlen, mens det lille kys bliver tilbage hos os...
Vi grammatikere, fonetikere, hermeneutikere og semioter. Vi fra adfærdsvideskaberne, socialvidenskaberne og egnene omkring medicinsk tilgang til hjernen - vi prøver alle at forstå, hvad sprog er. Men det er større end os. Og vi forstår kun dette større, når vi når hinanden. Når vi når hinanden er vi sammen med det, der er større end sproget. Ånd, Gud.
Pinsedag prædiker jeg over teksten fra Apostlenes Gerninger og læser evangeliet fra alteret som et varsel.
Hvis man vælger at prædike over Johannesteksten, er det på sin plads at opsummere hele Jesu afskedstale (som vi altså får begyndelsen af til sidst til pinse). Denne tale er komponeret som en afskedstale fra sin samtid (noget man lægger i munden på store personer, der derved får lejlighed til at fremstå som betydningfulde for eftertiden), men adskiller sig fra alle andre afskedstaler ved at love et ligeså om end ikke ligefrem mere fuldendt fællesskab i fraværet.
Til en pi-prædiken vil fortælledelen være en beskrivelse af kærlighed, måske ligefrem forelskelse og hvad adskillelse gør ved denne tilstand. Den forstærker og binder. Næsten overnaturlige oplevelser af fælles krop og lange afstande er almindelige.
Forvandlingsdelen vil være en understregning af hele afskedstalens næsten hypnotiske gentagelse af talsmandens gerning, som i kvalitet og virke smelter sammen med Sønnens gerning. Det hele er et samvær med Gud gennestrømmet af kærlighed. Sanset og forstået af den der elsker og savner.
Landsætningsdelen vil være være klar johannæisk: når Gud har elsket os således, elsker vi hinanden.
Vælger man Apostlenes Gerninger, er der mulighed for at lave et Babelstårn på hovedet, der har fundamentet i himlen og spidsen stikkende ned på jorden som et kys.
Manglende sprog kan malende være både det positive billede og det negative. Negativt, at man ikke når hinanden, fx når fag bliver til båse. Positive: ordløs, målløs, in-fant. Børn har sprog før de kan tale. Før ordene lejres melodien i dem og alligevel kaldes de infantile. ...
Jeg kunne tænke mig en pinseprædiken, hvor ånd er at nå hinanden og nå Gud og hvor sprogets store system af lyde og gebærder forsvinder som fundament og lægges i himlen, mens det lille kys bliver tilbage hos os...
tirsdag den 23. maj 2017
6. Søndag efter påske, første række
Joh 15,26-16,4
26 Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. 27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.
16 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. 2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. 3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. 4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
Hvis man synes, at Jesu afskedstale kører i ring (hvilket den gør, det skal den - det er ringe i vandet se 5. s.e.p.) kan man begynde at lede after korset i oversættelserne af "for at I ikke skal falde fra"
Ældre dansk oversættelse siger: for at I ikke skal forarges.
Den græske tekst bruger et verbum med "skandalon" som kerne (Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα μὴ σκανδαλισθῆτε) og Vulgata (den latinske) kan ikke oversætte det, men laver sit eget græsk/latinske ord: scandalizemini.
King James siger: "not be offended"
Vi venter på Ånden, som kommer til pinse. Uden ånd er det hele åndssvagt eller van-vid. Det er det, der ligger i skandalon, forargelsen, angrebet, frafaldet: At det enten ikke giver mening mere eller at jeg kommer væk fra budskabet, fordi andre skubber mig væk fra det...
Jesu kors er et skandalon. Var det fordi, at jeg var en skandale? Der er stof til en god V-prædiken.
Kød falder fra
Når jeg læser oversættelsen: for at I ikke skal falde fra, kommer jeg til at tænke på at lave hønsekødsuppe og koge hønen, indtil kødet falder fra. Dette frafald er helt udramatisk, det er yderst moderne i sin farveløshed og slaskede måde at lade tidligere muskler forlade sine knogler.
Det er et helt andet frafald end ved forfølgelse med blod og tortur. Her er det suppedasen, det udkogte, der er på færde.
Når min egen kristendom bliver slap og farveløs og jeg ikke kan kende min tro, vil jeg ikke være mig selv bekendt. Slapheden skænder mig.
Skænde kommer af tysk schanden, som kommer af det gotiske ord for skam: Skanda! Mon ikke det er lånt fra scandalizemini? og skandalon?
Jesus har taget min skam - bort væk med den. Ingen skanda her og ingen slaphed og kød, der falder fra og suppedas....
En, man kan kalde på.
Talsmanden, hedder parakleten, advokaten, den, man kan kalde på: Ånden.
Jesu afskedstale er, sådan som en afskedstale skal være, en tale, der lader en fortidig person fremstå med betydning ved at kaste sin egen levetid ind i en fælles fremtid.
Samværet afbrydes og Ånden kastes ind for at afbrydelsen ikke skal føre til at kontakten med Faderen går tabt.
Nu sidder kødet igen fast til min krop, fordi Ånden er kommet! Det sidder der, og jeg hænger sammen og jeg virker og jeg skal afgive et vidnesbyrd:
Jeg hænger i evighed sammen med Faderen. Det gør jeg gennem Sønnens kærlighed i kraft af Ånden, som jeg kan kalde på.
Frafaldet er slut: Jeg hænger sammen og det skal min næste få at mærke.
26 Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. 27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.
16 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. 2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. 3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. 4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
Hvis man synes, at Jesu afskedstale kører i ring (hvilket den gør, det skal den - det er ringe i vandet se 5. s.e.p.) kan man begynde at lede after korset i oversættelserne af "for at I ikke skal falde fra"
Ældre dansk oversættelse siger: for at I ikke skal forarges.
Den græske tekst bruger et verbum med "skandalon" som kerne (Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα μὴ σκανδαλισθῆτε) og Vulgata (den latinske) kan ikke oversætte det, men laver sit eget græsk/latinske ord: scandalizemini.
King James siger: "not be offended"
Vi venter på Ånden, som kommer til pinse. Uden ånd er det hele åndssvagt eller van-vid. Det er det, der ligger i skandalon, forargelsen, angrebet, frafaldet: At det enten ikke giver mening mere eller at jeg kommer væk fra budskabet, fordi andre skubber mig væk fra det...
Jesu kors er et skandalon. Var det fordi, at jeg var en skandale? Der er stof til en god V-prædiken.
Kød falder fra
Når jeg læser oversættelsen: for at I ikke skal falde fra, kommer jeg til at tænke på at lave hønsekødsuppe og koge hønen, indtil kødet falder fra. Dette frafald er helt udramatisk, det er yderst moderne i sin farveløshed og slaskede måde at lade tidligere muskler forlade sine knogler.
Det er et helt andet frafald end ved forfølgelse med blod og tortur. Her er det suppedasen, det udkogte, der er på færde.
Når min egen kristendom bliver slap og farveløs og jeg ikke kan kende min tro, vil jeg ikke være mig selv bekendt. Slapheden skænder mig.
Skænde kommer af tysk schanden, som kommer af det gotiske ord for skam: Skanda! Mon ikke det er lånt fra scandalizemini? og skandalon?
Jesus har taget min skam - bort væk med den. Ingen skanda her og ingen slaphed og kød, der falder fra og suppedas....
En, man kan kalde på.
Talsmanden, hedder parakleten, advokaten, den, man kan kalde på: Ånden.
Jesu afskedstale er, sådan som en afskedstale skal være, en tale, der lader en fortidig person fremstå med betydning ved at kaste sin egen levetid ind i en fælles fremtid.
Samværet afbrydes og Ånden kastes ind for at afbrydelsen ikke skal føre til at kontakten med Faderen går tabt.
Nu sidder kødet igen fast til min krop, fordi Ånden er kommet! Det sidder der, og jeg hænger sammen og jeg virker og jeg skal afgive et vidnesbyrd:
Jeg hænger i evighed sammen med Faderen. Det gør jeg gennem Sønnens kærlighed i kraft af Ånden, som jeg kan kalde på.
Frafaldet er slut: Jeg hænger sammen og det skal min næste få at mærke.
Kristi Himmelfarts dag.
Kristi Himmelfart.
Når jeg vågner Kristi Himmelfarts morgen, kommer jeg ud af sengen med en lethed, som stadig er gådefuld for mig selv. Er tyngdeloven ophævet bare fordi nogle af mine trosfæller for længe siden har set min frelser stige opad og forsvinde? Er der andre love, der så også er ophævet?
Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive, hvad denne dag gør ved mig, idet jeg håber, at alt det gode jeg beskriver, vil smitte og løfte.
Når jeg tænker efter, er der mange problemer, forklaringsproblemer, forbundet med dagen. Et af dem er lille og teknisk, nemlig det at jeg ikke gider at prædike over Markusevangeliet kap16,14ff. Jeg elsker ellers Markusevangeliet og det er netop derfor at jeg helst vil lade den del af Markusevangeliet, som ikke hører med til originalen, ligge. Mit Markusevangelium slutter 16,8 ved graven og kvinderne.
Jeg blev en gang spurgt under en debat, hvorledes jeg ville tage fordømmelsen og den evige fortabelse alvorligt ud fra Markus 16,16. Jeg kunne frejdigt svare: Ved at hive siden ud! Den hører ikke med. Det er min overbevisning, at de slutninger, der står skrevet efter Markus 16, 8 er senere tilføjelser. Måske har der været en anden Markusslutning, men den er nu væk.
Pyt med det! Alt, hvad der står i den trykte Markusslutning kan findes andre steder i Bebelen – så således hører det med. Forkynd! Bred det ud! Klar hvad som helst! Bliv frelst – for frelse findes – og det gør fortabelse også, vi ved bare ikke hvordan den ser ud – spørg dem, der har smagt på den. Den er ikke sjov.
Det andet tekniske problem – jeg skal nok snart vende tilbage til hvorfor jeg er så glad når jeg vågner til Kristi Himmelfart – det andet tekniske problem er Kristi fysiske himmelfart. Forsvandt han virkelig fysisk – eller var det bare sådan de så det – og hvor er han i benægtende fald smuldret hen?
Jeg kan ikke svare på, hvor han blev af, hvorledes han gik fra én dimension til en anden – fra det vi kan måle til det vi kun kan tale om. Jeg må blot sige: Jeg kan mærke, at Jesus er min frelser – han har nogle disciple. De har set ham blive løftet. Jeg vågner og er glad!
Hvor blev han af? Han er i mig! Nu er jeg klar til at begynde min prædiken.
Jeg står ud af min seng. Gulvet er koldt, men ikke nær så koldt som det her været, og jeg går på bare tæer hen og får fat i en ældre oversættelse af Lukasevangeliet og apostlenes gerninger – en af dem, hvor der ikke er luget ud i alle de gange Lukas skriver: ”Og det skete”. Disse ord ”Og det skete” er nemlig en lille kraftfuld formel fra verdens skabelse, som glæder mig, fordi det, jeg læser, sker i mig, hvorved det er en skabelse.
”Og det skete mens han talte til dem, blev han løftet op”. Jeg mærker vægtløsheden og ser det for mig. Det minder mig om alle herlige løft: Jeg har fløjet i helikopter – forbandet larm, som jeg tænker væk. Jeg tænker på følelsen af lettelse, som hedder netop sådan, fordi en tyngde forsvinder mærkbart. Et barn bliver væk i skoven eller i en fremmed by – og bliver fundet igen. Pyha! Jeg prøver at huske det nænsomme løft: Jeg er lille og en voksen har lyst til at løfte mig og gør det med lethed og lyst til nærvær og interesse. Jeg husker på en trykket stemning, som letter: Et uventet resultat af en forhandling. En votering bag en dør, en svær fødsel bag et forhæng. Jeg tænker på en konflikt, som pludselig blev til fnis, for ingen kan huske substansen.
--
Der er mange af de løft, jeg tænker på, som er båret af en ophævelse af lov. Ligesom vi kender tyngdeloven, kender vi andre lovmæssigheder: Jungleloven eller ”noget for noget” eller ”konsekvens”. Konsekvens betyder at noget følger efter noget andet. Det kan være ”Højt at flyve, dybt at falde”. Under alle omstændigheder betyder konsekvens en ubrydelig tidsrækkefølge. Jeg er bundet af tiden og den går kun én vej. Det ene følger af det andet: Først er man grøn, så er man grå og så er man død (med mindre man blev snydt for den grå fase). Som man sår så høster man. Hvis jeg gør mig uvenner med alle, kan jeg ikke forvente, at de kommer og elsker mig? Eller kan jeg? Er det ikke netop ophævelsens kraft, der får mig til at springe ud af sengen til Kristi Himmelfart? Jeg tror, evighed er noget andet end tid. Tid går kun én vej. Evighed kan noget andet.
Jeg kommer til at tænke på, at Kristi Himmelfart løfter mig, fordi den minder mig om alt det, der altid er nyt og anderledes ved min tro: Det er nyt og anderledes, at jeg skal leve evigt. Grøn, grå, død kan læses begge veje. Det er nyt og anderledes, at fjendskab avler kærlighed – men det er den virkelighed jeg er i. At Jesus er steget op, betyder, at han regerer. At Han regerer, betyder, at konsekvens nu er noget andet noget nyt. Han har taget konsekvensen, han tog den på hovedskallestedet.
Jeg står med en ny pagt. Jeg siger ny pagt, hver gang jeg mindes ham ved nadveren og siger ”blod” som altid er den yderste konsekvens. Det er en ny aftale. Jeg har en god gammel aftale med tyngdeloven om at holde mig nede, men jeg har også en ny pagt med noget, der er langt større. Det vil jeg ud og prøve af.
--
Jeg får lyst til at sige tak! Og jeg vil rette min tak mod Gud og mennesker. Mest mennesker. Jeg vil synge til Gud og jeg vil prøve en lethed af på mennesker. Tonerne til Gud stiger opad af sig selv.
Jeg vil huske almindelige løft og jeg vil huske de særlige, evige løft, som forvandler mig. Jeg vil prøve at lave nogle rammer for livet mellem mennesker, som henter energien fra den lethed og den interesse, hvormed en voksen løfter et lille barn op og spørger ind til de mest banale oplevelser. Jeg vil se, om den energi kan bruges på voksne – navnlig hvis de ikke har fortjent det, for så er tidens lov hærget, så kører tiden mod sin egen retning og er dermed smittet med evighed. Jeg vil se, iagttage og hjælpe de fnis, som får mørke forhæng til at revne og få konflikters såkaldte substans til at tabe tyngde og lette som en ballon til en festival. Jeg vil ud og mærke, at himlen styrer.
Glædelig Kristi Himmelfart!
Amen
Når jeg vågner Kristi Himmelfarts morgen, kommer jeg ud af sengen med en lethed, som stadig er gådefuld for mig selv. Er tyngdeloven ophævet bare fordi nogle af mine trosfæller for længe siden har set min frelser stige opad og forsvinde? Er der andre love, der så også er ophævet?
Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive, hvad denne dag gør ved mig, idet jeg håber, at alt det gode jeg beskriver, vil smitte og løfte.
Når jeg tænker efter, er der mange problemer, forklaringsproblemer, forbundet med dagen. Et af dem er lille og teknisk, nemlig det at jeg ikke gider at prædike over Markusevangeliet kap16,14ff. Jeg elsker ellers Markusevangeliet og det er netop derfor at jeg helst vil lade den del af Markusevangeliet, som ikke hører med til originalen, ligge. Mit Markusevangelium slutter 16,8 ved graven og kvinderne.
Jeg blev en gang spurgt under en debat, hvorledes jeg ville tage fordømmelsen og den evige fortabelse alvorligt ud fra Markus 16,16. Jeg kunne frejdigt svare: Ved at hive siden ud! Den hører ikke med. Det er min overbevisning, at de slutninger, der står skrevet efter Markus 16, 8 er senere tilføjelser. Måske har der været en anden Markusslutning, men den er nu væk.
Pyt med det! Alt, hvad der står i den trykte Markusslutning kan findes andre steder i Bebelen – så således hører det med. Forkynd! Bred det ud! Klar hvad som helst! Bliv frelst – for frelse findes – og det gør fortabelse også, vi ved bare ikke hvordan den ser ud – spørg dem, der har smagt på den. Den er ikke sjov.
Det andet tekniske problem – jeg skal nok snart vende tilbage til hvorfor jeg er så glad når jeg vågner til Kristi Himmelfart – det andet tekniske problem er Kristi fysiske himmelfart. Forsvandt han virkelig fysisk – eller var det bare sådan de så det – og hvor er han i benægtende fald smuldret hen?
Jeg kan ikke svare på, hvor han blev af, hvorledes han gik fra én dimension til en anden – fra det vi kan måle til det vi kun kan tale om. Jeg må blot sige: Jeg kan mærke, at Jesus er min frelser – han har nogle disciple. De har set ham blive løftet. Jeg vågner og er glad!
Hvor blev han af? Han er i mig! Nu er jeg klar til at begynde min prædiken.
Jeg står ud af min seng. Gulvet er koldt, men ikke nær så koldt som det her været, og jeg går på bare tæer hen og får fat i en ældre oversættelse af Lukasevangeliet og apostlenes gerninger – en af dem, hvor der ikke er luget ud i alle de gange Lukas skriver: ”Og det skete”. Disse ord ”Og det skete” er nemlig en lille kraftfuld formel fra verdens skabelse, som glæder mig, fordi det, jeg læser, sker i mig, hvorved det er en skabelse.
”Og det skete mens han talte til dem, blev han løftet op”. Jeg mærker vægtløsheden og ser det for mig. Det minder mig om alle herlige løft: Jeg har fløjet i helikopter – forbandet larm, som jeg tænker væk. Jeg tænker på følelsen af lettelse, som hedder netop sådan, fordi en tyngde forsvinder mærkbart. Et barn bliver væk i skoven eller i en fremmed by – og bliver fundet igen. Pyha! Jeg prøver at huske det nænsomme løft: Jeg er lille og en voksen har lyst til at løfte mig og gør det med lethed og lyst til nærvær og interesse. Jeg husker på en trykket stemning, som letter: Et uventet resultat af en forhandling. En votering bag en dør, en svær fødsel bag et forhæng. Jeg tænker på en konflikt, som pludselig blev til fnis, for ingen kan huske substansen.
--
Der er mange af de løft, jeg tænker på, som er båret af en ophævelse af lov. Ligesom vi kender tyngdeloven, kender vi andre lovmæssigheder: Jungleloven eller ”noget for noget” eller ”konsekvens”. Konsekvens betyder at noget følger efter noget andet. Det kan være ”Højt at flyve, dybt at falde”. Under alle omstændigheder betyder konsekvens en ubrydelig tidsrækkefølge. Jeg er bundet af tiden og den går kun én vej. Det ene følger af det andet: Først er man grøn, så er man grå og så er man død (med mindre man blev snydt for den grå fase). Som man sår så høster man. Hvis jeg gør mig uvenner med alle, kan jeg ikke forvente, at de kommer og elsker mig? Eller kan jeg? Er det ikke netop ophævelsens kraft, der får mig til at springe ud af sengen til Kristi Himmelfart? Jeg tror, evighed er noget andet end tid. Tid går kun én vej. Evighed kan noget andet.
Jeg kommer til at tænke på, at Kristi Himmelfart løfter mig, fordi den minder mig om alt det, der altid er nyt og anderledes ved min tro: Det er nyt og anderledes, at jeg skal leve evigt. Grøn, grå, død kan læses begge veje. Det er nyt og anderledes, at fjendskab avler kærlighed – men det er den virkelighed jeg er i. At Jesus er steget op, betyder, at han regerer. At Han regerer, betyder, at konsekvens nu er noget andet noget nyt. Han har taget konsekvensen, han tog den på hovedskallestedet.
Jeg står med en ny pagt. Jeg siger ny pagt, hver gang jeg mindes ham ved nadveren og siger ”blod” som altid er den yderste konsekvens. Det er en ny aftale. Jeg har en god gammel aftale med tyngdeloven om at holde mig nede, men jeg har også en ny pagt med noget, der er langt større. Det vil jeg ud og prøve af.
--
Jeg får lyst til at sige tak! Og jeg vil rette min tak mod Gud og mennesker. Mest mennesker. Jeg vil synge til Gud og jeg vil prøve en lethed af på mennesker. Tonerne til Gud stiger opad af sig selv.
Jeg vil huske almindelige løft og jeg vil huske de særlige, evige løft, som forvandler mig. Jeg vil prøve at lave nogle rammer for livet mellem mennesker, som henter energien fra den lethed og den interesse, hvormed en voksen løfter et lille barn op og spørger ind til de mest banale oplevelser. Jeg vil se, om den energi kan bruges på voksne – navnlig hvis de ikke har fortjent det, for så er tidens lov hærget, så kører tiden mod sin egen retning og er dermed smittet med evighed. Jeg vil se, iagttage og hjælpe de fnis, som får mørke forhæng til at revne og få konflikters såkaldte substans til at tabe tyngde og lette som en ballon til en festival. Jeg vil ud og mærke, at himlen styrer.
Glædelig Kristi Himmelfart!
Amen
lørdag den 13. maj 2017
5. Søndag efter Påske, første række
Johannes: Et skrift, der trækker vejret
(23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget.) Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. 26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, 27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. 28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
...
Ligesom vi mennesker trækker vejret, trækker gudstjenesten vejret: Hiver menesker ind, ilter og blæser ud.
Der foregår en åndedrætsbevægelse, hvor Gud og mennesker er i kontakt. Vi bliver suget ind, afgiver sang, bøn, tanker, følelser, håb og modtager lovninger, trøst, nærvær, inden vi blæses ud igen.
Johannesevangeliet er et skrift, der på en særlig måde trækker vejret. Hele skriftet er på en gang 1 enkelt åndedrag, hvor skaberordet går ud og vender hjem...
- og samtidig er skriftet et evigt åndedrag, der bevæger sig mellem Gud og den troende. Åndedraget bevæger sig frem og tilbage og er lavet af kærlighed, Guds Søn og tro...
Det store åndedrag er i vers 28 og det stadige åndedrag er i resten.
I dagens evangelium er vi stadig i Jesu afskedstale og dermed i en forudsigelse af, hvordan bevægelsen skal være for tilhørerne, når Jesus er væk (derfor har jeg medtaget vers 23a ovenfor). Mens Jesus er væk, får de efterladte et navn, hans navn, de kan bede med: Der må menes at tage navnet ind som en del af formuleringen af bønnen, som en slags besværgelse eller et mandatsudtryk - ligesom i lovens navn!
Åndedrættets bølgen "frem" indeholder nu et mandatsnavn. Åndedrættets "tilbage" indeholder en lovning på at give det, det er bedt om (senere bare give - se herom nedenfor). Forbindelsen mellem Gud og tilhørerne er beskrevet som at Jesus ikke vil henvende sig til Faderen - for det behøver han ikke: Forbindelsen er der allerede: Den er lavet af tilhørernes kærlighed og tillid til Sønnen.
Forvandlingen
En Pi-prædiken har som sin midte en beskrivelse af en forvandling, som henter sit stof fra erfaringen og som kaster sin energi ud i fremtiden med andre mennesker.
Erfaringen, som jeg gerne vil lægge til grund for min prædiken skal være "en kærlighed, som allerede er der" og "fuldkommen glæde". Det gælder altså om at finde eksempler på en kærlighed, som er tilstede uventet og beskrivelser af en glæde, som opleves som fyldende alt og ikke til at skyde igennem.
Det, der forvandler mig, når jeg er i kirke, er, at jeg bliver mindet om, at jeg er en del af et åndedrag, hvor min erfaring af kærlighed og fuldkommen (eller ufuldkommen) glæde kan hjælpe mig til at forstå, at jeg står i forbindelse med selve skaberen/skabelsen (gud/ordet). Der er et navn, jeg kan tage i min mund, når jeg bringer mig i kontakt med gud og dette navn er Jesus og i dette navn ligger der at elske.
Det er min glæde ved at høre til i en fuldkommen glæde, der skal sætte kursen for mit liv med andre mennesker: En kærlighed, som uventet for min næste allerede er der...
Bøn, effekt, tro/overtro, magi/religion
For mig at se, er der en en forskel mellem tro og overtro og mellem magi og religion.
Kristendommen er en religion (selvom visse teologer påstår at det kun er de andre der er det) og som sådan indeholder kristendommen både tro og overtro og magi.
For mig at se, ligger sondringen i, hvilken effekt man forventer. I dagens evangelium loves disciplene (hvis man læser det meget direkte) "ubetinget bønseffekt" hvis de blot anvender Jesu navn. Derved kunne man læse det som at disciplene ryger ind i et overtroisk forhold og et magisk forhold forstået på den måde, at de bare skal sige navnet - og vupti er der resultat og effekt.
Om disciplene har levet i et sådant forhold, skal jeg ikke kunne sige. Hvad der er væsentligt for mig er, at forholdet skal forstås større - dvs løftes fra "vupti-effekt-ordningen" til en mere tros baseret ordning, forstået på den måde, at den troende med sin bøn i Jesu navn kaster sin afmagt ind i et forhold, hvor effekten netop IKKE er til at definere på forhånd, men hvor den troende får styrke til at forstå sig selv i en sammenhæng som elsket.
Hvorvidt sakramenterne (dåb, nadver) skal forstås som magi, vil jeg diskutere et andet sted...
(23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget.) Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. 26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, 27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. 28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
...
Ligesom vi mennesker trækker vejret, trækker gudstjenesten vejret: Hiver menesker ind, ilter og blæser ud.
Der foregår en åndedrætsbevægelse, hvor Gud og mennesker er i kontakt. Vi bliver suget ind, afgiver sang, bøn, tanker, følelser, håb og modtager lovninger, trøst, nærvær, inden vi blæses ud igen.
Johannesevangeliet er et skrift, der på en særlig måde trækker vejret. Hele skriftet er på en gang 1 enkelt åndedrag, hvor skaberordet går ud og vender hjem...
- og samtidig er skriftet et evigt åndedrag, der bevæger sig mellem Gud og den troende. Åndedraget bevæger sig frem og tilbage og er lavet af kærlighed, Guds Søn og tro...
Det store åndedrag er i vers 28 og det stadige åndedrag er i resten.
I dagens evangelium er vi stadig i Jesu afskedstale og dermed i en forudsigelse af, hvordan bevægelsen skal være for tilhørerne, når Jesus er væk (derfor har jeg medtaget vers 23a ovenfor). Mens Jesus er væk, får de efterladte et navn, hans navn, de kan bede med: Der må menes at tage navnet ind som en del af formuleringen af bønnen, som en slags besværgelse eller et mandatsudtryk - ligesom i lovens navn!
Åndedrættets bølgen "frem" indeholder nu et mandatsnavn. Åndedrættets "tilbage" indeholder en lovning på at give det, det er bedt om (senere bare give - se herom nedenfor). Forbindelsen mellem Gud og tilhørerne er beskrevet som at Jesus ikke vil henvende sig til Faderen - for det behøver han ikke: Forbindelsen er der allerede: Den er lavet af tilhørernes kærlighed og tillid til Sønnen.
Forvandlingen
En Pi-prædiken har som sin midte en beskrivelse af en forvandling, som henter sit stof fra erfaringen og som kaster sin energi ud i fremtiden med andre mennesker.
Erfaringen, som jeg gerne vil lægge til grund for min prædiken skal være "en kærlighed, som allerede er der" og "fuldkommen glæde". Det gælder altså om at finde eksempler på en kærlighed, som er tilstede uventet og beskrivelser af en glæde, som opleves som fyldende alt og ikke til at skyde igennem.
Det, der forvandler mig, når jeg er i kirke, er, at jeg bliver mindet om, at jeg er en del af et åndedrag, hvor min erfaring af kærlighed og fuldkommen (eller ufuldkommen) glæde kan hjælpe mig til at forstå, at jeg står i forbindelse med selve skaberen/skabelsen (gud/ordet). Der er et navn, jeg kan tage i min mund, når jeg bringer mig i kontakt med gud og dette navn er Jesus og i dette navn ligger der at elske.
Det er min glæde ved at høre til i en fuldkommen glæde, der skal sætte kursen for mit liv med andre mennesker: En kærlighed, som uventet for min næste allerede er der...
Bøn, effekt, tro/overtro, magi/religion
For mig at se, er der en en forskel mellem tro og overtro og mellem magi og religion.
Kristendommen er en religion (selvom visse teologer påstår at det kun er de andre der er det) og som sådan indeholder kristendommen både tro og overtro og magi.
For mig at se, ligger sondringen i, hvilken effekt man forventer. I dagens evangelium loves disciplene (hvis man læser det meget direkte) "ubetinget bønseffekt" hvis de blot anvender Jesu navn. Derved kunne man læse det som at disciplene ryger ind i et overtroisk forhold og et magisk forhold forstået på den måde, at de bare skal sige navnet - og vupti er der resultat og effekt.
Om disciplene har levet i et sådant forhold, skal jeg ikke kunne sige. Hvad der er væsentligt for mig er, at forholdet skal forstås større - dvs løftes fra "vupti-effekt-ordningen" til en mere tros baseret ordning, forstået på den måde, at den troende med sin bøn i Jesu navn kaster sin afmagt ind i et forhold, hvor effekten netop IKKE er til at definere på forhånd, men hvor den troende får styrke til at forstå sig selv i en sammenhæng som elsket.
Hvorvidt sakramenterne (dåb, nadver) skal forstås som magi, vil jeg diskutere et andet sted...
mandag den 8. maj 2017
4. Søndag efter Påske, første række
Fravær, afsløring og det ondes afmagt
Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.
Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Perikopen
Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.
Det onde taber luft eller bliver devalueret
Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.
Advokaten - parakleten - talsmanden
Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).
Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.
Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.
Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.
Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.
Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...
Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.
Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Perikopen
Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.
Det onde taber luft eller bliver devalueret
Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.
Advokaten - parakleten - talsmanden
Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).
Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.
Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.
Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.
Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.
Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...
Bededag, første række
Er jeg en etnisk øgle?
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
onsdag den 3. maj 2017
3. Søndag efter Påske, første række
Borte, borte - tit, tit!
Adskillelse er en frygtelig ting. Derfor leger vi den med vores børn - i rette doser. Først få sekunders fravær - sidenhen bliver det til gemmeleg med lang søgen og tælle til 100. Det er en naturlig øvelse, som skal lære os adskillelsen gradvist.
Text: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« textslutJoh 16,16-22
Klog mand på fødsler, dér.
Det har altid forekommet mig problemetisk at Jesus, som er mand og nok ikke har overværet en fødsel, udtaler sig om det psykiske forløb under en fødsel. Siden Johannes skrev sit evangelium er der sket mindst to ting på området. Mænd er for det første begyndt at være med ved fødsler og mænd er for det andet kommet i en position, hvor kvindeting er noget kvinder udtaler sig om.
Ikke desto mindre er iagttagelsen rigtig: Den krise, som fødslen er, forsvinder fantastisk ved barnets fulde tilsynekomst. Dette gælder generelt men tager ikke hensyn til de ulykkelige tilfælde, hvor det går anderledes. i en udlægning af denne tekst vil det være på sin plads at anerkende alle dem, der ikke oplever en fødsel sådan: De døde selv, barnet døde, de blev totalbedøvet og fik ikke oplevelsen, de gik psykisk ned osv.
Der er for nyligt blevet lavet en undersøgelse af de psykiske mén hos mænd som følge af overværelsen af fødsler.
Kontekst:
Dagens tekst er en del af "afskedstalen" 13,33-16,31, hvori hele tros-energien bundet op på fravær og tilstedeværelse (være i/forblive i) bringes i spil.
Fra sorg via glæde til kærlighed
En pi-prædiken bevæger sig gennem en fortælling (eller et billede) gennem en forvandling til en lyst til at leve med kærlighed.
Som sådan er dagens tekst i særdeleshed og afskedstalen i almindelighed meget velegnet til Pi-dispositioner:
Billede:
En erfaring af sorg eller fravær, som finder sin plads og bliver til lys og fred.
Forvandling:
Erfaringen af, hvordan en sorg kan være en proces, ligesom en gemmeleg. Lyset kommer tilbage. Trosøvelsen: At mærke glæden i sig ved at tænke Jesu mørke/lys igennem: Hans død og hans herlighed (det vides ikke helt om "endnu en tid" er opstandelsen, tilstedeværelsen eller genkomsten - det har "kornets energi" det vil sige, det er i mørke for at blive lyst)
Landsætning:
Ved at kende sorg og det lys der er efter og ved at kende trosbevægelsen: At tænke Jesus væk og gennem hans mørke mærke en kærlighed og glæde i sig - gives kraften til at elske andre...
16 Μικρὸν καὶ οὐκέτι θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με. 17 εἶπαν οὖν ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ πρὸς ἀλλήλους• τί ἐστιν τοῦτο ὃ λέγει ἡμῖν• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; καί• ὅτι ὑπάγω πρὸς τὸν πατέρα; 18 ἔλεγον οὖν• τί ἐστιν τοῦτο [ὃ λέγει] τὸ μικρόν; οὐκ οἴδαμεν τί λαλεῖ.
19 Ἔγνω [ὁ] Ἰησοῦς ὅτι ἤθελον αὐτὸν ἐρωτᾶν, καὶ εἶπεν αὐτοῖς• περὶ τούτου ζητεῖτε μετʼ ἀλλήλων ὅτι εἶπον• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; 20 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι κλαύσετε καὶ θρηνήσετε ὑμεῖς, ὁ δὲ κόσμος χαρήσεται• ὑμεῖς λυπηθήσεσθε, ἀλλʼ ἡ λύπη ὑμῶν εἰς χαρὰν γενήσεται. 21 ἡ γυνὴ ὅταν τίκτῃ λύπην ἔχει, ὅτι ἦλθεν ἡ ὥρα αὐτῆς• ὅταν δὲ γεννήσῃ τὸ παιδίον, οὐκέτι μνημονεύει τῆς θλίψεως διὰ τὴν χαρὰν ὅτι ἐγεννήθη ἄνθρωπος εἰς τὸν κόσμον. 22 καὶ ὑμεῖς οὖν νῦν μὲν λύπην ἔχετε• πάλιν δὲ ὄψομαι ὑμᾶς, καὶ χαρήσεται ὑμῶν ἡ καρδία, καὶ τὴν χαρὰν ὑμῶν οὐδεὶς αἴρει ἀφʼ ὑμῶν.
Adskillelse er en frygtelig ting. Derfor leger vi den med vores børn - i rette doser. Først få sekunders fravær - sidenhen bliver det til gemmeleg med lang søgen og tælle til 100. Det er en naturlig øvelse, som skal lære os adskillelsen gradvist.
Text: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« textslutJoh 16,16-22
Klog mand på fødsler, dér.
Det har altid forekommet mig problemetisk at Jesus, som er mand og nok ikke har overværet en fødsel, udtaler sig om det psykiske forløb under en fødsel. Siden Johannes skrev sit evangelium er der sket mindst to ting på området. Mænd er for det første begyndt at være med ved fødsler og mænd er for det andet kommet i en position, hvor kvindeting er noget kvinder udtaler sig om.
Ikke desto mindre er iagttagelsen rigtig: Den krise, som fødslen er, forsvinder fantastisk ved barnets fulde tilsynekomst. Dette gælder generelt men tager ikke hensyn til de ulykkelige tilfælde, hvor det går anderledes. i en udlægning af denne tekst vil det være på sin plads at anerkende alle dem, der ikke oplever en fødsel sådan: De døde selv, barnet døde, de blev totalbedøvet og fik ikke oplevelsen, de gik psykisk ned osv.
Der er for nyligt blevet lavet en undersøgelse af de psykiske mén hos mænd som følge af overværelsen af fødsler.
Kontekst:
Dagens tekst er en del af "afskedstalen" 13,33-16,31, hvori hele tros-energien bundet op på fravær og tilstedeværelse (være i/forblive i) bringes i spil.
Fra sorg via glæde til kærlighed
En pi-prædiken bevæger sig gennem en fortælling (eller et billede) gennem en forvandling til en lyst til at leve med kærlighed.
Som sådan er dagens tekst i særdeleshed og afskedstalen i almindelighed meget velegnet til Pi-dispositioner:
Billede:
En erfaring af sorg eller fravær, som finder sin plads og bliver til lys og fred.
Forvandling:
Erfaringen af, hvordan en sorg kan være en proces, ligesom en gemmeleg. Lyset kommer tilbage. Trosøvelsen: At mærke glæden i sig ved at tænke Jesu mørke/lys igennem: Hans død og hans herlighed (det vides ikke helt om "endnu en tid" er opstandelsen, tilstedeværelsen eller genkomsten - det har "kornets energi" det vil sige, det er i mørke for at blive lyst)
Landsætning:
Ved at kende sorg og det lys der er efter og ved at kende trosbevægelsen: At tænke Jesus væk og gennem hans mørke mærke en kærlighed og glæde i sig - gives kraften til at elske andre...
16 Μικρὸν καὶ οὐκέτι θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με. 17 εἶπαν οὖν ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ πρὸς ἀλλήλους• τί ἐστιν τοῦτο ὃ λέγει ἡμῖν• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; καί• ὅτι ὑπάγω πρὸς τὸν πατέρα; 18 ἔλεγον οὖν• τί ἐστιν τοῦτο [ὃ λέγει] τὸ μικρόν; οὐκ οἴδαμεν τί λαλεῖ.
19 Ἔγνω [ὁ] Ἰησοῦς ὅτι ἤθελον αὐτὸν ἐρωτᾶν, καὶ εἶπεν αὐτοῖς• περὶ τούτου ζητεῖτε μετʼ ἀλλήλων ὅτι εἶπον• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; 20 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι κλαύσετε καὶ θρηνήσετε ὑμεῖς, ὁ δὲ κόσμος χαρήσεται• ὑμεῖς λυπηθήσεσθε, ἀλλʼ ἡ λύπη ὑμῶν εἰς χαρὰν γενήσεται. 21 ἡ γυνὴ ὅταν τίκτῃ λύπην ἔχει, ὅτι ἦλθεν ἡ ὥρα αὐτῆς• ὅταν δὲ γεννήσῃ τὸ παιδίον, οὐκέτι μνημονεύει τῆς θλίψεως διὰ τὴν χαρὰν ὅτι ἐγεννήθη ἄνθρωπος εἰς τὸν κόσμον. 22 καὶ ὑμεῖς οὖν νῦν μὲν λύπην ἔχετε• πάλιν δὲ ὄψομαι ὑμᾶς, καὶ χαρήσεται ὑμῶν ἡ καρδία, καὶ τὴν χαρὰν ὑμῶν οὐδεὶς αἴρει ἀφʼ ὑμῶν.
Abonner på:
Opslag (Atom)